onsdag den 3. juli 2013

Farvel Franzen

Havde lige planlagt, at Jonathan Franzen måtte komme med mig på ferie i år. Altså sammen med "The bro code" selvfølgelig. Til Bornholm. For at lære mig noget om frihed, civilisationskritik og den slags. Måske vil han synes om det derovre, hvis han lukker øjnene for, at kapitalismen også overskygger sommerlandet med fødevarer, arts and crafts målrettet Politiken plus-segmentet.

Men jeg har lidt fortrudt. For i sin nye essaysamling er han vred på de sociale medier. De er heroin, siger han. Deres ulidelige lethed ødelægger vores liv, fordi vi jager det næste facebook-fix. Er det ikke lidt tarveligt sagt? Vi ved jo, at han har ret. Der var mange andre ting, som vi kunne blive meget klogere af end idealiseringer af parmiddage, dokumentation af eftermiddage på hesteryg og skøre kommentarer til skøre billeder. Men helt ærligt har han været der? Og har han aldrig brug for overspringshandlinger og stalking af fremmede, før han kan skrive videre? Det kan godt være, at der bag alle sociale medier ligger en tanke om effektivt salg. Men hvad gør det, hvis vi morer os imens? Vi bestemmer jo selv, om vi klikker på dårlige annoncer, der er oversat via Google. Og er internettet og videndeling ikke den ultimative frihed - eller hvad Snowden?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar