Helt utrooligt langsomt

Mine søstre og jeg har i årevis grinet af, hvor helt utroligt langsomt min mor cykler. Svimlende langsomt. Når man fulgtes med hende, var man lige ved at vælte af langsomhed, og vi måtte se beundrende til, mens hun gang på gang cementerede sin gode balanceevne via svage tramp i pedalen.

Men forleden gik det op for mig, hvorfor hun cyklede så langsomt. Det var ikke på grund af dårlig form eller manglende fokus. Jeg cyklede hjem fra biblioteket og undervejs kom jeg i tanke om alt det derhjemme, der ventede efter besøget i Fakta og afhentning af børnene. Udpakning af tasker, udpakning af poser, eftermiddagsmadder, oprydning, småskænderier mellem børn og deres manglende behovsudskydelse. Og jo mere jeg tænkte, jo langsommere cyklede jeg. Det var jo derfor, hun gjorde det, for pokker. For at udskyde pligterne. Det var fanme smart. Længe leve langsomheden.

Hverken røv, patter eller tænder

Kom forbi en af de lokale grupper, der hænger ved åen over en flok øl. Hver dag. De sad og drøftede, hvorvidt en fælles bekendt var kærestemateriale eller måske i højere grad seksuelt materiale. Den ene af mændene sluttede debatten med et rungende nej: "Hun har jo hverken røv, patter eller tænder!"

Jeg vil sørge for aldrig mere at finde på undskyldninger, når brevet kommer fra tandlægen. Møde trofast op til indkaldelserne og bruge tandtråd hver eneste aften. Og fremadrettet vil jeg gabe op som en hest på et dyrskue og prale af mine to visdomstænder.

Så kvinder: kig jer selv godt efter i sømmene, og har I stadig tænder, er I godt kørende som femme fatales.

Sloggi. Praktisk, kvadratisk, elastisk

Har set en reklameposter i et butiksvindue for Sloggi: En nydelig kvinde beklædt i bomuld henslængt ved siden af teksten: "Makes you shine". Og hun shinede, men det skyldes nok i højere grad hendes spray tan end hendes sloggier.

Er der noget Sloggi ikke gør, så er det da at få nogen til at shine - selv navnet er elastisk og ufarligt. Hvordan pokker har de fået den kobling til at gi mening?

Bare sådan lidt leverpostej

Har lige læst en artikel om seks fotografer fra Sumo, der er med på Copenhagen Photo Festival med en udstilling, der illustrerer livet i middelklassen. Og det interessante er netop, at de portrætterer middelklassen. Altså os alle sammen eller i hvert fald langt de fleste af os. Ramt af leverpostej, vækkeure og genkendelighed. Af en tryg trivialitet, der ligger i rutinerne og er styret af normerne. Fyldte af stress og jag og sjov og banaliteter. Vi henter børn, laver mad, går på posthuset og taber ting på gulvet, som vi selv skal samle op.

Her skal fascinationen findes eller fremstilles på en helt anden måde, end når man beskriver de mennesker, der stikker ud fra normaliteten - på grund af ekstrem rigdom eller fattigdom eller problemer. Den velkendte følelse af: bare det var mig eller godt det ikke er mig. Mennesker og liv vi kan betages af eller tage afstand fra.

Men hvordan kan vi forholde os til det alt for velkendte? Det, der minder os om, at hvis vores liv var en film, ville plottet måske ikke få så mange hatte i Bogart: "En langtrukken affære, men dog med visse højdepunkter undervejs", ville Michelsen sende ud til modtageren, mens en enkelt hat ville glide ned i hjørnet. På den anden side "Indiana Jones" ville nok heller ikke være så spændende, hvis han bare blev hjemme. Så det er nok bare det der med, at lykkens dør "gaaer udefter". Vi må jage filmen i vores eget liv.

Du kan se lidt om udstillingen her. Læg mærke til Nicky Bonnes billede, hvor han får fremstillet middelklassens normer knivskarpt ved at photoshoppe moderne adfærd ind i gamle billeder:
http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/kommende_udstillinger/middel_classic/vaerkerne_og_fotograferne_bag

Hold lidt igen

Har nu nået det punkt i "How I met your mother", hvor man begynder at betragte fiktive personer som reelle venner. Hvor man ved, hvad de ville tænke i bestemte situationer, præcis som med mennesker, man kender rigtigt godt. Lige nu ved jeg, hvad Barney ville tænke om enhver kvinde, jeg ser på gaden, og jeg ved, hvad Ted ville mene om, at dansk arkitekturs wunderkind udråbes til copycat. Og Lily kunne redde mig ud af enhver situation. Og så er det bare så ærgerligt, at jeg ikke kan ringe til dem og sige det. Lidt en underlig ven. Samtidig er plottet den helt store drivkraft - hvem er den mor? Hvem er "the one". Hvornår bliver det tydeligt, at alle spor hele tiden har peget i den retning?

Der er de serier, hvor man bagefter ville ønske, at man aldrig havde set dem, fordi man så stadig havde dem til gode. Det her er en af dem. Så når det er slut, hvem skal jeg så blive venner med?

4-8 minutter. Really?

Har fået et brev fra Danmarks Statistik. De be'r ikke overraskende om hjælp og vil vide ting. Heldigvis er der ikke noget, jeg skal ha' en holdning til, det er da noget af en lettelse. Det handler om arbejde og den slags. Altså om man har et. Så skriver de, at de vil ringe mig op. Og at det kun tager 4-8 minutter. Men den er der jo ingen, der tror på. 4-8 minutter. De kan dårligt nå at præsentere sig. Det vil trække ud, og de vil vide mere. De 4-8 minutter er bare sådan en hverdagsløgn, som de stikker os, fordi de ved, at de aldrig får nogen med på den, hvis de siger sandheden. Og vi skal så bare lade som om, at vi tror på, at det er så hurtigt klaret. Og så er der konsensus om løgnen, fordi det hele så bare ligesom glider lettere. Ligesom når nogen har gjort os noget, og vi siger, at det ikke betyder noget. For det gør det jo. Eller som når vi roser børnenes tøj, bare fordi de selv har taget det omvendt på, og vi kommer for sent, hvis vi skal til at ændre noget og ikke bare stikke af sted i striber, der matcher prikker. Nåmmen, heldigvis har de fået et forkert telefonnummer til mig og be'r mig lige indtaste det rigtige eller ringe til dem og gi' det. Og nu er de 4-8 minutter faktisk gået med at tænke over det, så: Time is already up.

Electrified

Nå, så gad nogen godt lege alligevel. Er blevet tvunget til at hoppe så meget i trampolin i eftermiddag, at jeg har fået et stift ben og elektrisk hår a la Einstein. Men hvem kan modstå en fireårig, der hvisker mig i øret, at jeg må være cirkusprinsessen? Så var han så ponyen Conny og geden Obersten på den veldresserede måde. Og jeg kunne jo hvile ud, da han låste mig inde i legehuset, fordi jeg skulle transporteres til næste by.

Tilfældigt? I don't think so

Når jeg går på Google Plus, så møder jeg følgende besked under billeder:

 

Fotos fra Karina

Der er ingen fotos af Karina. Upload et foto af Karina, og tag vedkommende nu!

 

Altså synes måske, at Google tager sig visse friheder der. Ikke nok med at de observerer adfærd, de regulerer den også. Så nu forstår jeg meget bedre al den snak om privatlivets fred, overvågning og rettigheder, beskyttelse og den slags.

 

For jeg har ingen at lege med

Der var engang en blog. Den havde det godt, men var en lille, forsigtig én, der ikke gjorde meget væsen af sig. Derfor blev den glemt. Og så døde den. For nogen skulle sørge for den, og betale noget for den, og det glemte nogen. Heldigvis fik nogen hjælp af nogen andre, der var klogere, og bloggen blev atter vakt til live. Men ak, det varede kun kort. Skæbnen ville, at nogen fik travlt med andre ting, så nogen glemte alt om den lille blog. Bloggen kæmpede en tid for sit liv, men nogen så sig aldrig tilbage, og til sidst kom en stor maskine og slettede dens navn og indhold, og det var som om, at den aldrig havde fandtes.

Sådan kan det gå i den store verden, og årene gik også. Men en dag oplevede nogen, at børnene ikke gad lege med nogen længere. De ville hellere sidde foran elektroniske devices, mens de spiste cornflakes. Så nogen besluttede sig for, at der måske igen var tid til crazy shit, alt og ingenting i ord. Velkommen til.