tirsdag den 4. juni 2013
4-8 minutter. Really?
Har fået et brev fra Danmarks Statistik. De be'r ikke overraskende om hjælp og vil vide ting. Heldigvis er der ikke noget, jeg skal ha' en holdning til, det er da noget af en lettelse. Det handler om arbejde og den slags. Altså om man har et. Så skriver de, at de vil ringe mig op. Og at det kun tager 4-8 minutter. Men den er der jo ingen, der tror på. 4-8 minutter. De kan dårligt nå at præsentere sig. Det vil trække ud, og de vil vide mere. De 4-8 minutter er bare sådan en hverdagsløgn, som de stikker os, fordi de ved, at de aldrig får nogen med på den, hvis de siger sandheden. Og vi skal så bare lade som om, at vi tror på, at det er så hurtigt klaret. Og så er der konsensus om løgnen, fordi det hele så bare ligesom glider lettere. Ligesom når nogen har gjort os noget, og vi siger, at det ikke betyder noget. For det gør det jo. Eller som når vi roser børnenes tøj, bare fordi de selv har taget det omvendt på, og vi kommer for sent, hvis vi skal til at ændre noget og ikke bare stikke af sted i striber, der matcher prikker. Nåmmen, heldigvis har de fået et forkert telefonnummer til mig og be'r mig lige indtaste det rigtige eller ringe til dem og gi' det. Og nu er de 4-8 minutter faktisk gået med at tænke over det, så: Time is already up.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar