Har lige læst en artikel om seks fotografer fra Sumo, der er med på Copenhagen Photo Festival med en udstilling, der illustrerer livet i middelklassen. Og det interessante er netop, at de portrætterer middelklassen. Altså os alle sammen eller i hvert fald langt de fleste af os. Ramt af leverpostej, vækkeure og genkendelighed. Af en tryg trivialitet, der ligger i rutinerne og er styret af normerne. Fyldte af stress og jag og sjov og banaliteter. Vi henter børn, laver mad, går på posthuset og taber ting på gulvet, som vi selv skal samle op.
Her skal fascinationen findes eller fremstilles på en helt anden måde, end når man beskriver de mennesker, der stikker ud fra normaliteten - på grund af ekstrem rigdom eller fattigdom eller problemer. Den velkendte følelse af: bare det var mig eller godt det ikke er mig. Mennesker og liv vi kan betages af eller tage afstand fra.
Men hvordan kan vi forholde os til det alt for velkendte? Det, der minder os om, at hvis vores liv var en film, ville plottet måske ikke få så mange hatte i Bogart: "En langtrukken affære, men dog med visse højdepunkter undervejs", ville Michelsen sende ud til modtageren, mens en enkelt hat ville glide ned i hjørnet. På den anden side "Indiana Jones" ville nok heller ikke være så spændende, hvis han bare blev hjemme. Så det er nok bare det der med, at lykkens dør "gaaer udefter". Vi må jage filmen i vores eget liv.
Du kan se lidt om udstillingen her. Læg mærke til Nicky Bonnes billede, hvor han får fremstillet middelklassens normer knivskarpt ved at photoshoppe moderne adfærd ind i gamle billeder:
http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/kommende_udstillinger/middel_classic/vaerkerne_og_fotograferne_bag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar